En regnfuld lørdag tog jeg forbi Dyrenes Beskyttelses internat i Aarhus, fordi lejligheden føltes alt for stille.
Jeg havde længe tænkt på en hund, men medarbejderen præsenterede mig for Frida, en sort kat på otte år, som ingen havde valgt.
Hun sad bagerst i buret og blinkede langsomt, og jeg kunne mærke, at hun bare skulle have ro og en tålmodig hånd.
Jeg skrev under, satte kassen i cykelkurven, og vi trillede hjem, mens regnen stilnede af.
Hjemme i kollektivet var hun først ved at forsvinde under sofaen, men hun kom frem, da min roomie stillede en skål vådfoder.
Om aftenen lagde hun sig i vindueskarmen, og jeg fandt ud af, at hun slappede af, når jeg spillede stille akkorder på min gamle guitar.
Alligevel miavede hun om natten, så jeg lagde et tæppe med hendes duft ved sengen, og det hjalp mere, end jeg havde regnet med.
Dagen efter kom vores ældre underbo op med en pose kattegrus og sagde, at gamle dyr giver ro i lejligheden, hvis man lader dem bestemme tempoet.
Ugen gik med små sejre: hun brugte bakken, hun fulgte mig ud i køkkenet, og hun nåede endda at markere mig som sin ved at gnide kinden mod min sko.
En aften tordnede det over byen, hun pilede under sengen, og jeg satte mig bare på gulvet og læste højt fra avisen, til hun dukkede frem.
Da hun endelig sprang op i mit skød og spandt, forstod jeg, at det ikke var mig, der havde reddet hende; det var hende, der havde gjort mit hjem levende igen.