Mandag morgen gled jeg ind ad dørene til universitetet, to kopper kaffe i blodet og følelsen af, at dagen ville tage farve af den første forelæsning.
I det store auditorium havde retoriklektoren knap sagt "godmorgen", før hun vendte undervisningen på hovedet og lod os analysere ugens nyhedsdebatter i grupper.
Min gruppe bestod af en tysk udvekslingsstuderende, en kandidat fra Jylland og mig, og vi faldt i snak, som om vi havde kendt hinanden længe.
Mens vi dissekerede argumenterne, borede en indtrængende brandalarm sig ind i rummet, og hele bygningen blev tømt med en ro, som kun studerende, der har prøvet det før, kan mønstre.
Ude i gården, mellem cykelstativer og våde blade, besluttede vi at tage tyren ved hornene og øve vores oplæg alligevel, med kaffekopperne som publikum.
Det, der skulle have været en grå, smådryppende mandag, fik pludselig nerven af premiere, og jeg mærkede sommerfugle i maven, mens ordene fandt deres plads.
Da alarmen blev afblæst, var timen næsten gået, men lektoren hev os frem på dagsordenen og sagde, at nu hvor vi alligevel var varme, måtte vi lige så godt give den gas.
Vi lagde os i selen, flettede hinandens pointer ind og landede på benene med en konklusion, der sad lige i skabet.
Efter klapsalverne tog jeg en hurtig snak med studievejlederen, der med det sædvanlige kølige overblik hjalp mig med at få et forrykket skema til at give mening.
På vej ud gennem kantinen, hvor lugten af frikadeller blandede sig med de sidste regndråber fra jakkerne, slog det mig, at man på universitetet lærer næsten lige så meget mellem linjerne som i selve pensum.