Da forældrene smuttede til koncert i Musikhuset, stod jeg tilbage med to forventningsfulde søskende, Theo på ni og Alma på seks, og en seddel på køleskabet med reglerne for fredagshygge.
Vi blev hurtigt enige om, at man først måtte gå ombord i slikskålen, når grøntsagsstavene var væk, selvom Theo påstod, at gulerødder ødelægger smagen af vingummi.
For at få lidt ro på, mens lasagnen var i ovnen, lavede jeg en lille skattejagt i stuen, hvor hver ledetråd var gemt under noget, de alligevel skulle rydde op.
Det fungerede lige indtil Alma, som svingede en kappe fra udklædningskassen, væltede et glas, der sprang i tusind stykker som fyrværkeri på parketgulvet.
Vi tog det i stiv arm: sko på, kost og fejebakke frem, og Theo fik lov at være "glas-inspektør", så ingen bare tæer kom i nærheden.
Da brandalarmen begyndte at bippe, fordi osten boblede over, grinede vi nervøst, åbnede altandøren og viftede med viskestykker, som om vi skulle sende røgsignaler til naboblokken.
Til gengæld blev fortet af tæpper og stole så hyggeligt, at "Disney Sjov" føltes som biograf, og Alma faldt i søvn midt i introen med en blå sløjfe filtret ind i håret.
Lidt over ni ringede moren og fortalte, at toget fra København stod stille på grund af en signalfejl, så jeg lagde en plan B og strakte puttetiden med en historie om en stædig trold, der lærte at sige undskyld.
Theo, der normalt pjatter, blev pludselig stille og sagde, at han også burde sige undskyld til en klassekammerat på mandag, fordi han kom til at grine, da den anden læste højt.
Vi snakkede lavmælt om, hvad man kan gøre, når man har dummet sig, mens jeg lagde dynerne på plads og listede rundt for ikke at vække Alma.
Da forældrene endelig trådte ind med kolde kinder og taknemmelige smil, var lejligheden varm af tæppefort og ovnvarme, og på køkkenbordet lå en seddel fra mig med aftenens højdepunkter og en tegning, som børnene insisterede på, at jeg skulle tage med hjem.