Det skete en mandag morgen, da Sara cyklede gennem Nørrebro på vej til arbejde.
Hun ville lige købe en kanelsnegl, men da hun skulle betale hos bageren, opdagede hun, at ringen fra mormor ikke sad på fingeren.
Hjertet sad helt oppe i halsen, for ringen var det eneste, hun havde arvet, og hun bar den hver dag.
Hun tømte lommerne, kiggede i cykelkurven og ned på gulvet, men intet dukkede op.
Ekspedienten rystede beklagende på hovedet og tilbød at skrive hendes navn ned, hvis nogen fandt den senere.
Udenfor silede regnen ned, og Sara fulgte sin rute tilbage, selvom hun allerede var sent på den.
Hun standsede ved lyskrydset, hvor hun havde justeret sin handske, fordi hun tænkte, at ringen kunne være gledet af dér.
Netop som hun ville give op, så hun et lille glimt under en våd avis ved kantstenen.
Hun løftede avisen med spidsen af en nøgle, og der lå ringen, kold og mørk af regnvand, men hel.
En ældre mand, der havde set hende lede, smilede og sagde, at nogle ting først finder én, når man går langsomt.
Sara takkede ham, lagde ringen sikkert i en lille stofpose og kørte videre, lettere i kroppen end før.