Jeg landede i København en regnblank fredag, havde en aftale på den anden side af søerne og lejede uden videre en Bycykel i appen for ikke at spilde et minut.
Appen lokkede med ekstra forsikring og selvrisiko nedbragt til en flad tyver, og jeg tænkte, nå ja, bedst at gardere sig; det bliver dyrt i længden at være klog på bagkant.
Med havnevinden i ryggen gled jeg over Inderhavnsbroen, hvor turisterne zigzaggede, og den lille elmotor summede, som om cyklen selv kendte vejen.
På Nørrebro begyndte pedalen at knirke, og en dreng pegede og sagde med et grin, at den lød som en gammel sporvogn; jeg lod som ingenting og trådte mere jævnt.
Lige før Dronning Louises Bro skar en taxa ind foran mig, bremsen nappede på de våde blade, og forlygten sprang med et tørt klik, mens pulsen stod helt oppe i halsen.
Et øjeblik så jeg mig selv stå med håret i postkassen, men så kom jeg i tanke om forsikringen, trak ind til siden og tog billeder, så der ikke var noget at rafle om.
Hos cykeludlejningen på hjørnet tog fyren bag skranken det i stiv arm: sådan en dag er asfalten lumsk, sagde han, og tastede skaden ind uden at lave lange miner.
Vi faldt i snak om cykelbyen, om hvordan man læser lyskrydsene som strøm i en å, og han mente, at i København cykler man ikke, man flyder med.
Jeg fik en erstatningscykel, regnen løftede sig som et gardin, og det hele begyndte at flaske sig, så jeg nåede min aftale til tiden og endda med varme hænder.
Senere på aftenen slog det mig, at det at leje en cykel havde syet byen sammen for mig, sting for sting, med broerne som tråd og modvinden som nål.
Havde jeg sprunget over forsikringen, var dagen nok endt i skænderi og kvitteringer; sådan her gik det op i en højere enhed, trods knirken, klik og kolde blade.